Om Sand lidenskab
Sådan startede det.
Jeg hedder Jeppe Sand og er stifter af Sand lidenskab, som har eksisteret siden 2018. Jeg startede mit arbejdsliv i træbranchen da jeg var 16 år, og har sidenhen prøvet kræfter med alle aspekter indenfor byggebranchen, som tømrersvend.
Senere i arbejdslivet, har jeg stået på snedkeri, og efterfølgende i flere år, arbejdet i en design - og inventarsnedkervirksomhed, hvor jeg fik øjnene op for det finere træ - og møbelsnedkerarbejde.
Det var i disse år, at jeg virkelig fandt mit kald, i form af arbejdet som møbelsnedker, og fik tanken om at starte min egen virksomhed en dag, med fokus på traditionstro møbelsnedkerarbejde med håndværktøj.

Det handler ikke om at blive hurtigt færdig og tjene mest!
For mig handler dét, at lave møbler, om at udtrykke sig kreativt gennem arbejdet med hænderne.
Det essentielle for mig, er derfor ikke hvad jeg laver, men hvordan jeg laver det.
Ting laves ikke som man engang gjorde det, og det gælder i den grad også møbler!
Effektivisering er et populært begreb i dag – det handler om at optimere arbejdsprocessen og tjene mange penge.
Desværre synes jeg, at dette er gået ud over håndværket, fordi det handler om kvantitet frem for kvalitet.
Det smukke ved et møbel er da, når man ved og kan se, at der er kredset for detaljerne, og at det er passion og lidenskab der baner vejen for produktet.
Er det ikke?

“Ej, hvor har du købt den?”
Kender du følelsen når en besøgende i dit hjem spørger dig sådan? Hvad end det er et billede på væggen, den nye bluse du har på eller et lækkert møbel du har anskaffet dig – det føles rigtig godt!
Hos Sand lidenskab ønsker jeg at skabe unikke møbler så du ikke risikerer, at det samme møbel er at finde hos naboen.
I arbejdet med træ får man allerede meget forærende i farve - og årespillet, for du finder nemlig ikke to stykker træ der er ens, og det betyder at vi kan lege med sammensætning og udtryk i træet og på den måde matche elementerne på bedst mulig vis, så det skaber lige netop det møbel der taler til dig.
Men hva’ koster det?
Du tænker sikkert, “Det lyder alt sammen meget godt, men hva’ koster det?”
Det kan være, at du har et bestemt budget eller at du har nogle vigtige krav til træsort, design mm. Alt sammen er vigtigt for mig at tage hensyn til og derfor er det nødvendigt at vi får en snak om dette allerede i startprocessen. Træets kostbarhed ved indkøb, afspejler herved også den færdige pris.